Citater fra bogen:

“Hun ville gerne have flere børn, men der var noget i hende, der gjorde modstand. Måske var det den pressede situation med job, husprojekt, Lars’ arbejde, hans familie eller måske noget helt femte? Mia havde fået sværere ved at mærke sig selv: Hun følte sig ikke længere sikker på, om det var følelser eller blot negative tanker? Måske var hun ved at blive en vred kvinde?”

“Han havde valgt at lyve, fordi hun gjorde det svært for ham at sige sandheden. Han turde ikke fortælle hende sandheden, fordi hun blev så vred. Mia kiggede mistroisk på ham: Var hun virkelig så urimelig? Måske havde hun været for hård ved ham? Hvor var det frygteligt, hvis han følte, at hun tvang ham til at lyve. Hun endte med at undskylde, at hun var blevet sur.”

“Hun vidste, at hun var urimelig, men hun var så vred og ked af det. Hele hendes krop var fyldt op af frustration over løgne, afvigelser, krav og forvirring…. De nøddebrune øjne var blevet kulsorte, og hans tænder var presset sammen, mens han hvæsede, at hun skulle holde sin kæft. Hun mærkede fortsat hans stramme greb om sin hals.”

“Tanken om, at hun havde holdt sig selv for nar i ti år sammen med Lars – at hun havde tilladt sig at blive hos en mand, der ikke behandlede hende godt – det gjorde ondt helt ind i hjertet.”

“De lange nætter med tankemylder, hovedpine, koncentrationsbesvær og grådlabilitet gjorde, at Mia ikke længere havde et valg. Hun var nødt til at tage tyren ved hornene og få styr på sig selv. Ikke kun for sin egen skyld, men også for sine børns skyld.”

Psykisk vold

I Danmark har vi et sært og tvetydigt forhold til vold.

På den ene side taler vi – både privatpersoner og offentlige myndigheder – om nul-tolerance over for den fysiske vold. På den anden side virker det, som om samfundet trækker på skuldrene ad den psykiske vold. Og det er umiddelbart ulogisk, for psykisk vold – hvad enten der er tale om mobning eller chikane eller andre former for overgreb, der ikke efterlader blå mærker – er mindst lige så farlig og udbredt som den fysiske vold.

Hvorfor denne dobbelthed? Er det, fordi den psykiske vold netop er usynlig? Skyldes det, at samfundet har for få ressourcer til at gribe effektivt ind? Eller er der tale om en form for konfliktskyhed, hvor myndigheder og private er bange for at blande sig i andres personlige anliggender? Og så er det nemmere bare at vende ryggen til?

Disse spørgsmål har været relevante – og ubesvarede – i mange år, og med denne bog får de fornyet aktualitet.

Mere om historien

Vi følger Mia over en periode på femten år. Hun møder Lars og bliver stormende forelsket. De flytter hurtigt sammen – alt synes at være fryd og gammen. Og så alligevel ikke.

Allerede fra begyndelsen er der nemlig slanger i paradiset, og bogen formår med sin enkle fremstilling at holde læseren fast i frysende nysgerrighed: Hvad sker der mon på næste side?

Lars er som sådan fuldstændig uden skrupler, og når hans øjne bliver sorte, ved Mia, at der er fare på færde. Lars har tilsyneladende ingen følelser. Hans interesse for Mia er udelukkende af seksuel karakter, og han virker kun sporadisk interesseret i de tre børn, de efterhånden får sammen.

Alligevel bliver Mia hængende. Hun har ondt af Lars og vil gerne hjælpe ham, for han har det tydeligvis svært; både med sin egen familie og med sine forsøg på at fastholde job og kærester.

Bogen er en thriller på mange planer. Det er uhyggeligt at se, hvordan Mia er ude af stand til at sætte foden ned. Det virker, som om hun er blevet hypnotiseret af Lars til at overtage hans perspektiv: Det er hende, der er den skyldige, og ham, der er ofret.

Og det er uhyggeligt at overvære, hvordan hun – da forhekselsen fordamper – er ude af stand til at få Lars ud af sit liv og sin hverdag. Scenen fra soveværelset, hvor Lars i timevis stiller sig i døråbningen og spærrer Mia vejen, er et grotesk eksempel på, hvordan voldsmanden har helt frit spil.

Myndighedernes rolle

Værst er imidlertid myndighedernes ligegyldighed og langsommelighed. For læseren virker det oplagt, at kommunen og Familieretshuset som den naturligste ting i verden burde tage Mias parti. Men sådan går det ikke. I hvert fald ikke i begyndelsen. Og hvordan kan det offentlige forsvare at skulle bruge måneder på en akutsag? For ikke at tale om skoleeksemplet på bureaukrati a la Danmark: At der hele tiden kommer nye sagsbehandlere til, så sagen bliver ved med at trække ud.

Bogens slutning skal ikke røbes her. Og så alligevel: Lars får sin velfortjente straf, men han slipper også billigt. Og dermed får vi endnu en gang bekræftet, at vi i Danmark har et sært og modsigelsesfyldt forhold til vold.

01. Forhistorie                                          

02. Seminariet                                   

03. Festen                                         

04. Kærlighedsreden                  

05. Flytningen                              

06. Svigerfamilien                                          

07. Psykologilæreren                       

08. Opkaldet                 

09. Skammen                          

10. Barnevognen                          

11. Lotte og Morten                    

12. Fødslen                               

13. Før brylluppet         

14. Brylluppet                                                     

15. Efter brylluppet                          

16. Barnedåben                       

17. Huset                                       

18. De sorte øjne                   

19. Modgang                                           

20. Arbejdsdagen                     

21. Venneparret                         

22. Graviditeten                                        

23. Nye øjne                       

24. Begravelsen                     

25. Bruddet                 

26. Stilheden          

27. Stormen                                                       

28. Familien                                          

29. Orkanen                                                         

30. Krigstiden                                                         

31. Hussalget                                                              

32. Tiden efter                                                             

33. Magtdemonstrationerne                                      

34. Familieretshuset                                         

35. Hoved og krop                                                       

36. Underretningerne                                    

37. Samværssagen 

38. Mellemkrigstiden                                     

39. Farfaren                                                           

40. Lysstrålen                                                

41. Krigszonen                                                       

42. Angstanfaldet                                               

43. Psykologforløbet                                                

44. Lyset                                                                          

45. Sommeren       

46. Retssagen

47. Sejren 

48. Spejlet 

Kan du genkende dig selv i en af disse typer læsere?

Til læseren, der foretrækker den korte ’filmteaser’

Ung, sød kvinde møder ung, charmerende mand og forelsker sig. Han er kærlig, opmærksom, betænksom. Inden længe flytter de sammen og får deres første barn. Alt er godt … eller? Gradvist og umærkeligt skifter hans charmerende, brune øjne oftere og oftere til sorte, vrede og magtbegærlige øjne.

En fortælling om at overleve psykisk vold i hverdagen – og at have modet til at gøre sig fri af den.

Kvinder, der er i voldelige relationer (eller har været det)

Mias og de tre små døtres hverdag i voldens skygge portrætteres så minutiøst, at overlevelsens mekanismer – sider, som findes i os alle – står frem på baggrund af det systematiske magtmisbrug: At falde for mænd som Lars er ikke forbeholdt ’svage’ kvinder – måske tværtimod. Det må Mia undervejs selv indse. Stærke, seje modige kvinder har stået i samme situation som hende. Dermed tegner bogen et genkendeligt billede af en viljestærk kvindes rejse ud af voldens skygge – for hende selv og ikke mindst for de tre piger, der ikke vil være alene med deres far. Mias fortælling er barsk, men giver også håb: Ingen skal leve med psykisk vold!

Til krisecentre, hjælpeorganisationer til kvinder etc.

Bogen giver værdifuld indsigt i de følelsesmæssige aspekter ved vold i nære relationer og også i de faglige dimensioner, når ar på sjælen skal bearbejdes. Den er – trods sit tunge emne – let at læse og vil være oplagt på reolen alle steder, hvor voldsofre hjælpes til selvhjælp.

Til (fag)folk, som har med børn at gøre – Lærere, pædagoger etc.

Da bogens hovedperson er mor til tre, giver den ikke mindst sin læser et skarpt indblik i, hvordan familiedynamikken fungerer, når der er psykisk vold i nære relationer. Vi kommer helt tæt på det følelsesmæssige misbrug både før og efter skilsmissen, da sidstnævnte ikke nødvendigvis gør tingene lettere, fordi eksmanden nu har samvær alene med børnene. Vil man støtte et barn, som lever med – eller har levet med – en psykisk voldelige forælder er der i De sorte øjne konkret og værdifuld viden at hente. Det gælder både, hvis man er dette barns pædagog eller lærer, og hvis man er ’almindelig’ pårørende. Carlsens bog er et vigtigt bidrag til indsigt i psykiske mekanismer i voldelige hjem og den familieretslige virkelighed i kommunerne.

Til frivillige

Vil være oplagt læsning for alle frivillige, der beskæftiger sig med børn og voksne, som oplever vold i deres nære relationer.

Til den ’almindelige’, nysgerrige læser

Carlsens debut De sorte øjne tegner et præcist psykologisk portræt af en kvinde, der lever med psykisk vold fra sin mand. Den virkelighedstro skildring af Lars’ psykopatiske adfærd og dens konsekvenser for fortælleren, Mia og deres tre fælles børn, giver en knude i maven, som kun bliver værre efterhånden som historien skrider frem: Bogen er skrevet som en udviklingsroman – måske endda endnu mere knugende i sin spænding, fordi den med sit vigtige budskab minder os om de ægtefæller og børn, som lever under voldens hverdagstyranni! Trods det tunge emne er stilen let og ligefrem, så vi rives med til sidste side.

Til pårørende til kvinder i psykisk voldelige forhold

I beretningen om livet med vold i nære relationer vil også pårørende kunne hente værdifuld viden: Hvordan håndterer Mias forældre nyheden om, at hun er gravid med den mand, der misbruger hende psykisk? Hvordan stiller de sig, da Mia omsider vælger skilsmissen? Hvordan påvirkes familiens nu tre fælles børn før og efter bruddet? Hvordan tackles den grænseoversskridende svigerfamilie?
Uanset om man er i familie med et menneske, der lever eller har levet med psykisk vold, eller om man er veninden eller kollegaen, der vil støtte dette menneske, giver De sorte øjne på allernærmeste hold et konkret indblik i hverdagen med følelsesmæssigt misbrug og krænkende adfærd.

Til psykiatere, psykologer mv.

Fagpersoner, der ønsker yderligere indsigt i den psykiske volds konsekvenser for en families dagligliv, vil med fordel kunne læse Carlsens’ bog. Beretningen gives indefra – fra offerets synsvinkel – med en objektiv klarhed i sproget og detaljerede nuancer, når fortælleren på nærmeste hold klarlægger emotionelle krænkelser og deres traumatiserende spor. De konkrete detaljer om Mias (sam)liv med manden, der viser sig at have klare psykopatiske træk, giver en god forståelse af psykisk vold i nære relationer og de chokerende mekanismer i offerets virkelighedsopfattelse: Er det mon mig, der er sippet? spørger hun ved svigerfarens seksuelle grænseoverskridelser.
I begyndelsen af forholdet bruger Mia kolossalt mange kræfter på at undskylde sin partners og hans families adfærd. Over for omverdenen får han sine egne krænkelser til at fremstå som normale, og hun – den normale, sunde kvinde – fremstår som den skyldige. Uden selvynk men med uhyggelige klarhed fortælles hvordan en stærk kvinde gradvist skubbes mod det uafvendelige sammenbrud – og hvordan det alligevel lykkes hende at kæmpe videre for sine børn og bearbejde oplevelserne.

Til terapeuter (krops- og andre af mere holistisk tilsnit)

Fra beretningens begyndelse, hvor fortælleren som ung studerende betages af en charmerende, tilsyneladende kærlig mand – over det psykisk voldelige samliv med ham og deres nu tre børn – til skilsmissen og dens vidtrækkende konsekvenser – hele vejen igennem skildrer fortælleren på en uhyggeligt præcis måde den drypvise, men konstante udhulning af voldsofferets selvværd og evne til at mærke sig selv. Den ophobede stress og soloansvaret for familien i stort og småt bygger en egentlig PTSD-reaktion op. Skønt hun ved slutningen er brudt ud, bryder oplevelserne igennem forsvarsværkerne, og traumerne bryder krop og psyke ned, til hun erkender, at det ikke kun er ’svage’ kvinder, der falder for psykopatisk adfærd – tværtimod.
Terapeuter, der ønsker en førstehåndsberetning om, hvordan psykisk vold i nære relationer sætter følelsesmæssige og somatiske spor, vil kunne høste væsentlige erfaringer i denne bog. Uden skyggen af selvmedlidenhed men med chokerende afsløringer af den voldsramtes overlevelse til hverdagsbrug fører Mia Carlsen sin læser gennem hele processen af blind betagelse, benægtelse, kolossale mængder af undskyldninger for partneren, velmente affærdigelser, følelsesmæssigt misbrug, krænkelser, skyld, skam, indre og ydre reaktioner – og ikke mindst systemets mangel på handling, da børnene i familien udviser mistrivsel. Alle med interesse for, hvordan krop, sind og relationer er vævet sammen i psykens net – og må arbejde sammen for at et menneske kan hele og rejse sig – vil kunne genkende og finde nye pointer i Carlsens bog.

Den ’kvindelige krimilæser’ og læsere af psykologiske spændingsromaner

Mia Carlsens debut De sorte øjne er intenst spændende som en krimi, og giver samtidigt indsigt i det daglige liv med psykisk vold: Fortælleren Mia charmeres af Lars, der godt nok ikke altid har en sammenhængende forklaring på, hvad han foretager sig eller hvorfor, men altid er kærlig og omsorgsfuld – i hvert fald til at begynde med. Mens den unge kvinde trækkes dybere ind i hans spind af løgne, psykisk og siden også fysisk vold, er noget af det mest skræmmende indsigten i, hvordan magtens mekanisme får hende til at tro, at det ”nok bare er hende, der er noget galt med”. Det gælder svigerfaderens grænseoverskridelser og det gælder i forholdet til de tre piger, Mia siden får med Lars: Angsten lurer altid, tvivlen og den systematiske underminering af Mias selvtillid og virkelighedsfornemmelse kaster hende til sidst ud i en kamp for retten til et liv uden frygt – hendes eget og de tre døtres.

Læseren, der kender – eller kender nogen, der kender – den tunge kommunale virkelighed

Da parret omsider bliver skilt, modtager kommunen flere indberetninger om døtrenes mistrivsel, når de er hos deres far. Her får læseren præcise indsigter i det meget lidt lydhøre offentlige system, som Mia, ansvarsbevidst som hun er, må samarbejde med og kæmpe imod for at sikre sine børn retten til at leve uden frygt. Carlsens roman er dermed også beretningen om, hvad der sker med mennesker, når systemet fejlfortolker en families situation: Indsigtsrig læsning for fagpersoner inden for sundhed og socialforvaltning, hvor et skæbnedrama udspilles i den kommunale virkelighed.
Bogen rejser et vigtigt samfundsmæssigt spørgsmål: Hvor er kommunens store, røde alarmknap, når tegnene på psykisk terror begynder at vise sig? Hvordan tages der i offentligt regi hånd om problemet psykisk vold – på en professionel og rettidig måde, når (børne)liv er på spil?

Læseren for hvem ”intet menneskeligt er mig fremmed”

Kvinden, der i fortællingens løb bliver mor til tre, manipuleres til at tro, at det er hende, der er noget galt med – at det er hende, der er gal på den. Den glidende bevægelse mod grænseoverskridelser, psykisk terror og fysisk vold beskrives i Carlsens roman med de små, men afgørende skred, der sker i parforholdet. Uhyggeligt, umærkeligt og alligevel præcist, så man som læser må stille sig selv spørgsmålet: Kunne det ske for mig? Kunne jeg lade mig besnære, fange, overtale, overbevises, lyves for, misbruges følelsesmæssigt til år efter år leve med psykisk vold? Svaret er ja. I Mias beretning kan man genkende lidt af sig selv, en enkelt eller to af de sider, der træder frem, når krænkelser bliver det normale – og den normale fremstår som den skyldige!

Diverse

Noget af det mest uhyggelige foregår usagt, mellem linjerne. Gradvis eskalerer Lars’ episoder og udarter også i fysisk vold.

Ingen skal stå alene i kampen mod psykisk vold.

En værdifuld og vigtig historie fra hverdagen med psykisk vold.

En fortælling om at overleve følelsesmæssig terror – og til sidst beslutningen om at ville leve fri for psykisk vold.

Om Mia Carlsen

Mia Carlsen er et alias. Der er en rigtig og modig kvinde bag navnet, men af hensyn til forfatteren og hendes families sikkerhed og  for at undgå problemer, så er forfatteren anonym.

Det betyder ikke, at du ikke kan møde Mia. Du kan kontakte Mia på e-mail, hvis du ønsker at høre mere. Har du en podcast eller lignende, stiller Mia også gerne op.

Spørgsmål til forfatteren:

Hvorfor skrev du denne bog?

Mia: Jeg skrev først og fremmest denne bog for min egen skyld, for at komme videre fra en svær tid og på sin vis kunne lukke et kapitel af mit liv og komme tilbage i balance.

Jeg skrev også bogen med det ønske at kunne give andre i en lignende situation håb, inspiration og modet til at handle og komme ud af et dårligt forhold – og især en følelse af ikke at være alene.

Jeg stod selv uden ret meget viden og uden erfaring og følte mig netop alene i min forvirring og i mine oplevelser. Særligt følte jeg mig alene i situationen omkring at have børn i klemme. Jeg har sidenhen lært, at min historie minder om mange andres, og at det er muligt at gøre noget.

Hvad vil du gerne sige til dine læsere?

Mia: Kære læser, jeg håber min bog gør en forskel hos dig.

Det har gjort en kæmpe forskel for mig at skrive den og reflektere over de ting, der er sket. Jeg er blot en almindelig kvinde uden særlige faglige kompetencer indenfor feltet psykologi. Men med mig har jeg – på godt og ondt – en masse erfaringer, både følelsesmæssige erfaringer og konkrete oplevelser hos kommunen, Familieretshuset samt Familieretten og ikke mindst den erfaring, at jeg nu er på den anden side af forholdet.

Skriv til Mia Carlsen

Kontakt Mia, hvis du har spørgsmål til hende. Du kan skrive på denne e-mail – og Mia er også på Facebook her.

God fornøjelse med bogen!

DE SORTE ØJNE

Af: Mia Carlsen

© Mia Carlsen og PearyHouse Publishing 2021

All rights reserved

Kopiering og deling af denne bog er ikke tilladt.

Enhver anvendelse uden forlagets samtykke er forbudt ifølge gældende lovgivning om ophavsret.

Undtaget herfor er korte citater.

Redaktion: Iben Claces, ibenclaces.dk

Korrektur: Thomas Helbig Hansen, fejlfritekst.dk

Forside: Stanislav Sestic

Opsætning af e-bog: EPUBfish.com

Mastering af lydbog: Selvlyd.nu

Juridisk rådgivning: Advokat Vibeke Borberg, vibekeborberg.dk

Første e-bogsudgave: ISBN: 978-84-09-30309-0

Første lydbogsudgave: ISBN: 978-84-09-30424-0